Jeg blev dumpet… og blev glad for Paul Mitchell

Egentlig startede det ikke ret godt. Forholdet imellem Paul Mitchell og jeg. Jeg var drønmopset første gang, jeg prøvede hans hårprodukter. Årsag: Jeg var lige blevet dumpet og det helt bogstaveligt. Dumpet i Prag. På det tidspunkt havde jeg en knaldlækker kæreste. En rigtig verdensmand, der tog til New York den ene dag og var rejseleder langs Yangtze floden den næste. I en alder af 26 år havde han scoret over 100 kvinder på sit store krøllede hår og sin Adonis figur. Jep, og han kunne knappe en øl op med et samuraisværd - det var sådan noget, der gjorde indtryk dengang. Han og jeg skulle på vores første ferie sammen. + en fælles ven, Jens. Vi skulle bo hos en af min kærestes gode venner i Prag.

Da vi ankom til Prag, fandt jeg dog ud af, at min nye kæreste havde lavet en dobbeltaftale. Ikke så snart var vi landet i Kafkas by, før han parkerede både sin kuffert, Jens og jeg i sin vens lejlighed og selv tog et charterfly videre med sin gode ven fra Prag (og dennes blondineveninder). Til Mallorca, på solferie!!! Samme aften, som vi var landet! Og Jens og jeg var ligesom ikke inviteret. Jeg gik helt i split.

Nå, men Jens og jeg kunne i det mindste bliver boende i vennens fede lejlighed, og den kunne vi bruge, som var det vores egen. Der var alt til rådighed, lige fra barskab til mad og godt gammeldags tjekkisk tv. Så i den forstand burde jeg ikke klage. Men det gjorde jeg. Ustandseligt, det må have været ulideligt for Jens.

Det var her, jeg første gang prøvede en Paul Mitchell shampo. Jeg husker stadig duften, og den var god. Og shampoen drøj. Shampoen var klar og ren, ligesom emballagen. Dengang i Prag kunne jeg lide den. Paul Mitchell anvender ikke dyreforsøg i deres produkter, hvilket er et ekstra plus. Og det er også et plus, at jeg ikke i dag har den samme kæreste. Han er lige nu ved at køre igennem Afrika til Danmark i en Toyota. Imens han redder verden, bekæmper løver og charmerer kvinder. God bless!