Gæsteblogger: Karen Ormstrup
- 01.04.08
- tirsdag 12:07

Introduktion: Jeg mødte Karen tilbage i år 2000, hvor vi begge havde vores gang på ARKEN - Museum for Moderne Kunst. Karen kørte ofte med fra Ishøj til København i min blå sportsvogn - en tyve år gammel Toyota Corolla Twin Cam. Og det første, jeg noterede mig ved Karen, var hendes ualmindeligt sikre stil. Håret var altid lækkert klippet, hun rejste ofte til Milano, men det bedste ved det hele var Karens fantastiske sans for sko (gerne høje, chunky, funky, skøre farver). Derudover var Karen også en person, der pludselig kunne udbryde, at jeg skulle holde ind til siden. For nu skulle vi da lige ud og have os en fyraftensvaffelis?!
Her følger Karens gæsteblog
Shimmer, dyrevenlig creme og artsy papir. Jeg har ikke forstand på nogen af delene, men læser gerne og trofast om det hele her på bloggen. Og jeg er tit blevet inspireret, blandt andet er jeg blevet så hooked på cupcakes, at jeg seriøst overvejer at erhverve mig en cupcake stand.
Bloggens bagkvinde har opfordret mig til at skrive en gæstepost om Alt om skønhed. For mig er skønhed i høj grad knyttet til kunsten. Smukke farver og materialer, et godt koncept eller måske et værk, der giver mig noget at tænke over. Jeg ser rigtig mange udstillinger, men det er sjældent, at jeg møder noget, som overrasker markant. Men det sker. Galleri Nicolai Wallner viste i 2006 en lille udstilling med den amerikanske kunstner Clare Rojas (f. 1976). Og jeg tænker stadig på den udstilling, for wauw - sikke et formsprog. Japansk papirkunst møder Frida Kahlo møder folk art? På Rojas flade billeder udspiller der sig mærkelige historier, hvor fabeldyr går tur i tårnhøje græsstrå, og kvinder med masser af tøj på kigger på nøgne mænd. Se værkerne her.
